Beretning 2018/2019 | Senest rettet 22.04.2019 |
Det hedder sig, at antallet af registrerede bridgespillere i Danmark er for nedadgående. Dette er ikke tilfældet for vores bridgeklub her i Brønderslev. Tværtimod er vi nu registreret med 154 medlemmer mod 145 på samme tidspunkt sidste år. I Nordjylland har kun 3 klubber flere medlemmer end os.
Det har kun kunnet lade sig gøre, fordi vi har et rigtigt godt sted at udfolde vores sport, nemlig her i Serapion Logen. Logen er rigtig glad for bridgespillere. Udover torsdagsklubben, som er fuldt booket, og onsdagsklubben, som på sine første 3 leveår er steget fra 24 spillere det første år til i indeværende sæson 52 spillere, så spiller vores søsterklub, Spar 2, jo nu også bridge her på stedet mandag eftermiddag. Diskussion om spillesteder og etablering af bridgehuse fylder meget rundt omkring i andre klubber, men her har vi det, som om det var vores eget hus, og logens folk servicerer os med tilretning af borde og kaffe og brød på spilleaftenen. Huslejen er rimelig og indrettet således, at vi betaler efter hvor mange der spiller, så denne udgift er til at budgettere med og kan ikke løbe fra os. Der er altid nogen, der beklager sig lidt - man kan ikke samle 100 mand m/k i et lokale, uden at nogen har det for varmt, andre for koldt, nogen får træk, og nogen får hovedpine. Med 10 minutters fast udluftning i pausen og lidt velvilje fra jer spillere mener jeg, at vi har de bedste forudsætninger for at dyrke vores sport her på stedet.
Onsdagsklubben bidrager som nævnt væsentligst til medlemsfremgangen, så den nu er en fuldt ud integreret del af vores klub og med samme turneringsaktivitet som torsdagsklubben. Det er særdeles glædeligt at konstatere og jo også en forudsætning for, at vi kan sluse nye spillere ind i klubben, bl.a. fra vores begynderundervisning om tirsdagen.
Torsdagsklubben har jo som nævnt været fuldt besat med uændret 104 spillere, hvor dog 2 par faldt fra tidligt i sæsonen.
I begge klubber, onsdag og torsdag, har der stort set være den samme aktivitet med parturneringer, holdturnering over 3 gange, den landsdækkende klubsølv i november måned samt Top 16. Vi har justeret lidt på turneringsformen med færre spil mod det samme par, og vi spiller nu med ur.
Apropos arbejdet med at skaffe flere medlemmer til vores klub, så har vi her i vinter haft rimelig gang i begynderundervisningen. Før jul var vi 12 kursister på holdet, hvor der blev undervist i Nordisk standard Bog 1. Efter jul blev der undervist efter Bog 2, og der var 14 kursister. Jeg forventer at vi kan bidrage med 9-10 nye aktive medlemmer i klubben, så det er jo bare med at finde plads til dem. Tak til Ejler, Palle og Niels, som har ofret jeres vinteraftener på at hjælpe til - ellers kunne det ikke lade sig gennemføre. Apropos undervisning så havde vi jo i år, den 3. januar, indlagt en aften udelukkende med undervisning på programmet. Det var frivilligt at deltage, men alligevel var vel omkring 80 af jer mødt op i Brønderslevhallen for at lytte på os 4 undervisere. Vi har i al væsentlighed kun fået positive tilkendegivelser på arrangementet, så måske er der basis for at gentage det.
Sommerbridge har vist sig at være en rigtig god ting for vores klub jævnfør næste punkt på dagsorden. I år spiller vi de 5 torsdage i august samt 4 torsdage her i foråret - og vi begynder allerede her den 25. april. Så der skulle være gode muligheder for at få styr på aftalerne med sin nye makker.
Kortblandemaskinen, som vi anskaffede sidst sommer ved hjælp af fondsmidler fra Nyfors, har kørt på fuld tryk. Else Marie har styret den med hård hånd og har blandet kort til tirsdag, onsdag og torsdag hele sæsonen samt også leveret til Bridgeklubben i Vrå. Det har ikke været helt problemfrit. Dels tager det altså meget tid, og hertil kommer så, at maskinen har lavet knyster, så den ofte skal genstartes midt i produktionen. Så Else Marie har besluttet at sende den til lægen. Lægen bor så i England vist, så vi må undvære maskinen en del af sommeren, men den skulle jo så gerne være klar til næste sæson.
Arbejdet med kortblandemaskinen giver mig anledning til at nævne, hvad vi i bestyrelsen har besluttet at yde til honorering af specifikke arbejdsopgaver i klubben. Else Marie har i år fået 4.000 kr. for sit arbejde med at blande kort. Jens Abildgaard har fået 3.000 kr. for sit arbejde med turneringsledelsen - til gengæld har han ikke fået kilometerpenge. Jeg selv har fået 5.000 kr. for at lave begynderundervisning. Herudover har hvert bestyrelsesmedlem fået 500 kr. i generelt honorar. Det dækker udgifter til al slags småting og er blevet ydet i mange år.
Når man skal omtale de sportslige resultater i Brønderslev Bridgeklub i sæsonen 2018/19, er der et navn, der springer i øjnene - Flemming Sørensen.
Men inden jeg vender tilbage til ham, skal jeg lige nævne en turnering, der blev afsluttet sidste år efter generalforsamlingen, nemlig Top 16. For første gang afholdt vi 2 Top 16 turneringer, en for onsdagsklubben og en for torsdagsklubben. Og for første og nok også sidste gang blev de holdt samtidig. Flere af de stærkere spillere har jo fundet ud af, at det er sjovt også at spille om onsdagen, og så bliver der nemt overlap i Top 16. Men Top 16-onsdag blev sidste år vundet af Jørgen Højer Mathiasen foran Jens Larsen, mens Top 16-torsdag blev vundet af Inger Høj foran Karin Høg. Resultater der viser, at i Top 16 går det ikke altid som præsten prædiker - især ikke når præsten er henholdsvis Jørgen Mathiasen og Inger Høj.
Nå men tilbage til Flemming Sørensen. Han har nemlig tilladt sig at blive dobbelt klubmester i år. I onsdagsklubbens parturnering havde han allieret sig med Karsten Frederiksen og den alliance holdt hele vejen, selvom Jens Abildgaard og Torsten Warberg pustede dem i nakken, men måtte tage til takke med 2. pladsen. 2.624 mod 2.585 points, så det var tæt. Bente Bech og Anne Ulrich blev nr. 3.
I klubmesterskabet for par i torsdagsklubben havde Flemming fået lokket Lars Spejlborg tilbage til bridgebordet, og tak for det. De var dog så ubeskedne efter 4 turneringer hen over året at feje al modstand til side og vinde med næsten 200 points ned til 2. pladsen, som der var mere kamp om. Nummer 2 blev Johnny Jensen og Torsten Warberg mens Jørgen Østergaard og Nicolaj Bjørn Hansen sneg sig ind på 3. pladsen.
Modellen for klubmesterskabet for hold eksperimenterer vi fortsat med. I år havde bestyrelsen lavet holdinddelingen, og det er mit indtryk, at det blev godt modtaget. Der var igen i år mødepligt i såvel onsdagsklubben som torsdagsklubben og begge blev spillet over 3 aftener og er netop afsluttet. Efter ønsker fra flere medlemmer havde vi indlagt en lille introduktion til hold-bridge inden starten. Vinderne i hver gruppe blev hædret i sidste uge, og I kan se resultaterne under hver enkelt klubs resultater på hjemmesiden.
Resultater uden for klubben kan I se på klubbens hjemmeside, hvor Lars Spejlborg meget omhyggeligt opdaterer dette under linket "klubbens præmieresultater". Den traditionelle bymatch i vinterferien, "Kommunemesterskabet", mod Hjallerup blev for 4. år i træk vundet af os.
Jeg vil gerne takke mine bestyrelseskolleger for et godt samarbejde i årets løb.
En særlig tak skal lyde til dig, Grete, ikke fordi du nu har valgt at udtræde af bestyrelsen, men for det arbejde du har lavet for os. Du tog ansvar for at få den nye lov om behandling af persondata, privatlivspolitik og hvad ved jeg på skinner her i klubben, så alle dokumenter er behørigt udarbejdet og underskrevet. Det er også dig der har været primus motor ved ajourføring af vores klubregler - mere herom senere. Du har bidraget særdeles positivt med dit organisatoriske talent, og vil være svær at undvære i bestyrelsen. Tak for samarbejdet.
Ud over bestyrelsen har vi rigtig meget glæde af andre frivillige kræfter, som yder en stor indsats for vores klub og som jeg gerne vil betakke med et par flasker vin.
Lars Spejlborg - når du nu er til stede her i aften, vil jeg gentage, hvad jeg sagde sidste år. Du får en erkendtlighed for at være web-master for Danmarks bedste bridge-hjemmeside. Du lægger ikke bare informationerne ind på hjemmesiden, du tænker også selv, udtænker ideer og kommer med modspil til os i bestyrelsen - eksempelvis hvis vi ikke er hurtigt nok ude med informationer. Flot arbejde Lars! Det skylder hele klubben dig stor tak for.
Bente Bech - du yder hver gang en ekstraordinær indsats med praktiske ting, som om du var medlem af bestyrelsen.
Flemming Sørensen og Kai Jensen - for jeres arbejde med at dække op til onsdagsholdet og efterfølgende til torsdagsholdet når I er færdige om onsdagen. Det var en fremragende ide, I fik der til stor hjælp for vi andre i klubben.
Endelig er der Niels Poulsen - som en del af medhjælperteamet ved begynderundervisningen har du trofast mødt op hele vinteren sammen med Ejler og Palle.
Tak skal I have - og tak for ordet.