Beretning 2017/2018 Senest rettet 14.04.2018

Formandens beretning, 05.04.2018

Ifølge Danmarks Bridge Forbund er Brønderslev Bridgeklub med sine 145 registrerede medlemmer Nordjyllands 4. største bridgeklub - kun Aalborg Bridgeklub, BK Nord i Aalborg samt Hjørring Bridgeklub har flere medlemmer end os.

Det er primært vores onsdagsklub, som nu går ind i sin 3. sæson, der har skylden for det stigende antal medlemmer i vores klub, idet torsdagsklubben jo er fuldt besat med uændret 104 spillere. I det første år var vi 24 spillere i onsdagsklubben, i indeværende sæson 32 spillere, og til næste sæson er der allerede på nuværende tidspunkt tilmeldt 44 spillere, så det tegner godt. Mange har også fundet ud af, at det er hyggeligt at spille 2 gange om ugen, hvad enten det er i vores klub eller en af vore naboklubber. Det er mit indtryk, at onsdagsklubben fortsat har hyggen i højsædet, men derfor kan man jo nok spille for alvor. I har spillet almindelig parturnering, I har spillet klubsølv, I har spillet handicapturnering og her i marts har I endog prøvet kræfter med en holdturnering - det var I helt pjattede med, har jeg hørt! Og så har vi jo i år også kåret en onsdagsmester og næste torsdag - når vi spiller Top 16 - bliver vi sørme 32 spillere, for onsdagsklubben vil da også have sin Top 16-turnering. Det er et rigtig godt initiativ, og det skal nok blive hyggeligt.

Her torsdag aften har vi spillet 4 parturneringer, og herudover er der blevet plads til 3 aftener med hold samt den landsdækkende klubsølv i november måned. Vi har justeret lidt på turneringsformen med færre spil mod det samme par - og vi spiller nu med ur. Det er klart, at der altid vil være lidt for og imod, når man prøver noget nyt, men generelt er det mit indtryk, at I har taget godt imod de små ændringer, der er sket. Og så har I sikkert bemærket, at der er blevet mere plads mellem bordene. Det er simpelthen sket ved, at vores fine samarbejde med Serapionlogen har resulteret i, at de har tilbudt at save et stykke af nogle af bordene, så de er blevet mindre - og nu mere minder om rigtige bridgeborde. Vi er glade for vores spillested, men Serapion-logen er sørme også glade for os.

Apropos arbejdet med at skaffe flere medlemmer til vores klub, så har vi her i vinter haft god gang i begynderundervisningen. Oprindelig startede vi op med 16 kursister i september, og efter lidt frafald undervejs er det faktisk sådan, at af de kursister, der har fulgt med hele vejen, er der kun en, der har givet udtryk for ikke at ville starte i klubben efter sommerferien - og det er alene af arbejdsmæssige årsager. Samtidig har vi haft den glæde, at en række kursister, som ikke var helt nye i faget, har fulgt undervisningen efter Bog 2 her efter nytår, så vi faktisk på et tidspunkt var oppe på 21 kursister. Samtidig vil jeg gerne benytte lejligheden til at rette en stor tak til Ejler, Palle og Else Marie fra bestyrelsen, som på skift (men altid med 2 til stede) har bistået ved undervisningen - uden jeres hjælp kunne det ikke gennemføres.

Sommerbridge har vist sig at være en rigtig god ting for vores klub. Dels giver det mulighed for at få spillet noget bridge i de stille perioder af året, hvilket mange sætter stor pris på, dels er det heller ikke nogen hemmelighed, at det giver en pæn lille skilling til vores klub. I år har vi således besluttet at udvide tilbuddet om sommerbridge yderligere til at omfatte 10 torsdag aftener, og vi begynder allerede her den 19. april, og spiller så 4 torsdage i maj og de 5 torsdage i august frem til sæsonstarten i starten af september. Så der skulle være gode muligheder for at få styr på aftalerne med sin nye makker.

I sidste års beretning kunne jeg fortælle at vi havde fået 40.000 kr. i fondsmidler til udskiftning af vore bridgemates, og det har vi så haft glæde af i den forløbne sæson. I år har vores sekretær, Else Marie, så igen haft fat i kuglepennen og har udarbejdet en ansøgning, denne gang til SE-vækstfonden under Nyfors. Vi har jo i nogle år nydt godt af at kunne købe lagte spil hos Jens Abildgaard i Sæby, som han så troligt har slæbt herop hver torsdag - ikke kun til begge vores klubber, men også til undervisningsholdet - og det kunne vi sikkert fortsætte med, men jeg er sikker på, at du, Jens, ikke har noget imod det, hvis vi kunne finde en anden løsning. Vi har derfor arbejdet med tanken om at anskaffe vores egen kortblandemaskine. En kortblandemaskine koster inkl. mapper, kort m.v. ca. 45.000 kr., og det beløb har vi søgt hos SE-fonden. Vi er så sikre i vores sag, at vi HAR bestilt maskinen. Hvis ikke vi får hele beløbet fra fonden, har vores kasserer, Palle, lovet at lette på låget til kassen for det eventuelle beløb, der måtte mangle. En kortblandemaskine gør det jo så bare ikke alene - den skal også fodres hver eneste uge, men det problem ser vi også ud til at have løst. Og vi har vist allerede fået kunder i butikken. Fra deltagere på generalforsamlingen i Vrå Bridgeklub forlyder det i hvert fald, at Vrå påregner at kunne købe lagte kort fra os fra næste sæson.

Nu over til noget helt andet. Vi havde jo i julen den sorg at miste vores medlem, Ove Nielsen, som pludselig døde. Det gav anledning til, at flere af jer velment gav udtryk for over for mig eller andre medlemmer af bestyrelsen, at I vist syntes, at det var for dårligt, at hændelsen ikke gav anledning til, at bestyrelsen markerede dette - i respekt for Ove, men vel også til almen orientering. Det skete jo så pludseligt.
Det skal jeg gerne beklage. Vi har haft dette følsomme emne oppe at vende i en tidligere bestyrelse, og på daværende tidspunkt blev man enige om ikke at markere sådanne hændelser. Men man kan ikke fastsætte ensartede regler for dette, og jeg skal love jer, at vi fremover vil vurdere den slags sager mere individuelt.

Sportslige begivenheder 2017/18

En turnering blev afsluttet sidste år efter generalforsamlingen var Top 16, hvor Jens Abildgaard minsandten løb af med sejren, mens Niels Østergaard og Jørn Staugaard pænt delte andenpladsen. Som nævnt har vi 2 x Top 16 næste torsdag - både for onsdagsklubben og torsdagsklubben.

Klubmesterskabet for hold eksperimenterer vi noget med. I år var der mødepligt i såvel onsdagsklubben som torsdagsklubben. Begge blev spillet over 3 aftener, onsdagsklubben i marts måned og torsdagsklubben fordelt over 3 spilledage hen over sæsonen. I kan se resultaterne under hver enkelt klubs resultater på hjemmesiden. Vi har ikke taget stilling til, hvordan vi afvikler holdturnering næste år.

Onsdagsklubbens såkaldte onsdagsmesterskab for par blev en meget spændende affære, indtil allersidste stik blev taget. Anne Ulrich og Bente Bech vandt med et mulehår foran Jørgen Højer Mathiasen og Palle Konggaard Madsen. Anne og Bente havde samlet 2.989 points sammen, mens Jørgen og Palle fik 10 points mindre nemlig 2.979. I må selv afgøre, hvilket spil eller stik der blev udslaggivende for mesterskabet. Jeg går ud fra, at I, Anne og Bente, er blevet behørigt fejret af onsdagsklubben. Tillykke.

Klubmesterskabet for par som sluttede forrige torsdag blev efter 4 turneringer hen over året mirakuløst vundet af Jens Abildgaard og undertegnede, mens Henny Jacobsen og Jørn Staugaard - tør jeg vel også sige - noget overraskende på den sidste aften spurtede forbi og snuppede 2. pladsen foran Johnny Jensen og Thomas Sletten, der måtte tage til takke med 3. pladsen,

Sommerbridge over 5 aftener i august og 4 aftener i april og maj havde deltagelse af fra 18 - 32 par, flest i slutningen af forløbet, men overordnet vurderer vi, at forløbet var en succes og fortsætter altså i år med 10 aftener.

Resultater uden for klubben kan I se på klubbens hjemmeside, hvor Lars Spejlborg meget omhyggeligt opdaterer dette under linket "klubbens præmieresultater". Måske kunne man ønske sig en lidt højere aktivitet fra vores medlemmer. Dette gælder dog ikke nytårsturneringen i Hjallerup, hvor vel stort set halvdelen af klubben valfarter afsted. I år nappede vi også lige vandrepokalen, eller Inge og Bodil gjorde.

"Kommunemesterskabet", også kaldet bymatchen, mod Hjallerup blev for 3. år i træk vundet af os.

Roser

Jeg er nu nået til det punkt, der hedder uddeling af ros, og jeg skal gøre det forholdsvis kort. Kære bestyrelseskolleger: Det er - forholdsvis - nemt, at være formand for en klub, når man har en bestyrelse som jer. I trækker virkelig på samme hammel og klarer de ting, som vi har aftalt, der skal klares. Alle møder i god tid til opgaverne, måske med undtagelse af formanden, og selv om det nogen gange kan være et forholdsvis stort arbejde, får I det til at se let ud og får det til at se ud, som I synes, det er sjovt. I er ikke bange for at sige jeres mening og tage beslutninger. Det er virkelig en fornøjelse at arbejde med. Og selv om vi på bestyrelsesmøderne nogle gange har en alenlang dagsorden, så er der altid plads til også at hygge sig.
Tak for det.

Ud over bestyrelsen har vi rigtig meget glæde af andre frivillige kræfter, som yder en stor indsats for vores klub, og som jeg gerne vil betakke med 2 flasker vin. Det er ikke så overraskende, det drejer sig om

Frank Busk, du møder troligt op hver spilleaften for at stille borde og stole op, tak for det.

Lars Spejlborg for at være web-master for Danmarks bedste bridge-hjemmeside. Du lægger ikke bare informationerne ind på hjemmesiden, du tænker også selv, udtænker ideer og kommer med modspil til os i bestyrelsen, eksempelvis hvis vi ikke er hurtigt nok ude med informationer. Flot arbejde Lars, det skylder vi dig stor tak for.

Tak for ordet.