Beretning 2013/2014 | Senest rettet 29.03.2014 |
I det forløbne år har der været fuldt hus med 112 spillere. Det har den store fordel, at vi kan afvikle samtidigt i fire ens 7-bordsrækker. Det mindsker uroen. Igen i år har vi undgået aflysninger, trods en ikke helt ubetydelig snestorm med optræk til orkan. Til fremtidigt behov for aflysning har Flemming med stor omhu udfærdiget en telefonliste. Hvis Lars Spejlborg er hjemme, vil en aflysning også fremgå af hjemmesiden. I øvrigt har det været et fredeligt år for bestyrelsen, ingen større beslutninger, og igen i år har formanden kunnet læsse al besværet af på sine bestyrelseskolleger.
Vi er meget afhængige af Flemming som turneringsleder. Vi skulle gerne have uddannet en eller to mere. Vi er meget taknemmelige for, at Henny Mann og Jens Abildgaard vikarierer. Af geografiske årsager ville det være fint med en turneringsleder fra Brønderslev. Vi arbejder på sagen og håber på, at distriktet opretter et kursus nærmere end Svendborg.
Personligt har jeg vænnet mig til, at vi sidder tæt, og støjen generer mig egentlig ikke, men jeg ved, at andre er mere følsomme - specielt hvis spil og meldinger kommenteres højlydt. Teknisk kan vi programmere Bridgemate således, at man kun kan se eget resultat, det vil muligvis mindske snakken. Flemming vil i hvert fald gøre forsøget næste år. Husk lige at vi afleverer køkkenet ryddet, hvis glas og kopper ikke bliver afleveret i kaffepausen, vasker man selv op.
Handicapsystemet er nu introduceret, det er lidt spændende at se, om man den enkelte spilleaften har levet op til sit handicap. På sigt vil man formentlig få en sikrere rating, når man spiller på fremmed grund.
I Sæby og Hjørring har man delt klubben op i et eftermiddagshold og et aftenhold, og det forløber vist nogenlunde. Fordelen er jo, at pladsproblemet ville være løst. Ulempen at samhørigheden vil blive mindre. Der er en række andre logistiske problemer, som nok kan løses, men ikke uden det betyder eksempelvis ingen servering om eftermiddagen og dermed forskelligt kontingent. Vi skal have et ekstra sæt kortmapper til om eftermiddagen. Vi skal også lige spørge, om vi kan disponere over lokalerne fra kl. 12. Jeg vil gerne, at I overvejer det sådan et kvarters tid - så tager vi en uforpligtigende afstemning ved håndsoprækning. Jeg kan sige, at det tidligst kan blive aktuelt i sæson 15/16.
Undervisning har i år bestået af et fortsættelseskursus. Til næste år vil vi igen forsøge med et begynderkursus evt. i samarbejde med naboklubber, her tænker vi især på Vrå. Hvis I kender nogen, der kan være interesseret, må I gerne reklamere.
Bestyrelsen har besluttet, at næste års kontingent stiger til kr. 1050,00
Sidste års klubmesterskab for hold blev overbevisende vundet af Jens Abildgaard, Torben Jakobsen og Jørgen og Jørgen Østergaard med 75 point. 2. Else Marie Schønning Thrane, Flemming Sørensen , Erna og Egon Sørensen 38 point. 3. Aage Ansø, Jørn Staugaard Olesen, Eiro Poulsen og Svend Vangsted 35 point.
Top 16 blev delt førsteplads mellem Lars Spejlborg og Svend Vangsted.
Sommerbridgen foregik igen i BI-Centret over 5 spilleaftener, der var fin tilslutning, god stemning, fint overskud til klubkassen.
Klubmestre i parbridge blev Karin og Ove Høg, tæt forfulgt af Johnny Jensen og Jørgen Østergaard på andenpladsen. 3. Jens Abildgaard og Torben Jakobsen.
Resultaterne og præmierne fra parturnering 4 tager vi sammen med aftenens resultater.
Resultater uden for klubben:
Det er jævnligt, at vi klarer os fint i turneringer uden for klubben. I Hjallerups Nytårsturnering blev der en førsteplads til Jonna Petersen og Ove Rasmussen i I-rækken. Mon ikke der var ca. 10 par i præmierækkerne.
Jeg vil da også nævne, at vi vandt holdkampen mod Hjallerup.
Igen i år har Jens Abildgaards hold klaret sig frem til 4. runde i pokalturneringen. Jørgen Østergaard og Nicolaj blev diskvalificeret på et tyndt grundlag i runde 2. En af spillerne var ikke medlem af forbundet, og det skal man åbenbart være.
Endelig vil jeg lige prale med at Karin og jeg blev distriktsmestre i seniorpar foran de regerende danmarksmestre.
Mange af klubbens medlemmer bidrager til klubbens trivsel og får tingene til at glide. Nogen yder oven i købet et helt ekstraordinært bidrag, og dem vil jeg gerne fremhæve her.
Frank Busk, bordopstilling
Erna og Egon Sørensen, transport af drikkevarer
Flemming Sørensen, turneringsleder m.v.
Lars Spejlborg, hjemmesiden
Rikke Larsen, regnskab
Niels Jensen, materialeansvarlig og kontakt til BI-centret,
Birgitte Jönsson, brød og kontakt til køkkenpersonalet sammen med Rikke
Jens Abildgaard, kortlevering samt hjælp med computer og turneringsledelse
Torben Jakobsen, undervisning sammen med Flemming
Henning Kristensen, kontaktmand til Serapion.
Tilføjelse: I turneringer uden for klubben er det også blevet til førstepladser til:
Jonna Petersen og Ove Rasmussen i B-rækken i Pandrups Vesterhavsturnering
Ebba Holst og Egon Larsen i B-rækken i Pandrups Champagneturnering
Mona Jensen og Niels Jensen i C-rækken i Sæbys Vinterferiesølvpointturnering
samt endvidere Jørgen Østergaard og Laurits Østergaard i D-rækken i BK 73 Hjørrings guldpointturnering i marts sidste år