Beretning 2007/2008 Senest rettet 22.05.2008

Beretning til generalforsamlingen, torsdag, den 27.03.08

Vi har igen afsluttet vores 4. parturnering, og dermed nærmer vi os afslutningen på denne sæson, der dog afsluttes med holdturneringen over de næste 4 torsdage. Vi vil gerne have lidt flere hold med, så tal sammen i aften, eller meld jer til som par, som Lars nævnte sidste aften. Præmieoverrækkelsen for afsluttet 4. parturnering bliver overrakt senere i aften.

På sidste års generalforsamling fik bestyrelsen bemyndigelse til at indkøbe BridgeMate. Dette er sket tidsnok til, at vi kunne afprøve dette til vores sommerbridge. Der blev indkøbt 30 stk. i Danmarks Bridgeforbund, samt printer og PC med tilbehør, der i alt beløb sig til ca. kr. 38.000,-. Der blev nævnt sidste år, at vi havde pengene til indkøbet, så det gav ikke klubben problemer med økonomien.

Det lykkedes os at få hele beløbet sponsoreret og vore sponsorer er: Nordea, Sparekassen Vendsyssel, Spar Nord, Nr. Sundby bank, Rigmor Nielsens fond, Kruse og Mørk og Gertrude Kristiansen. Så vi fik ikke pengene brugt hertil! Vi vil endnu engang takke sponsorerne for den flotte opbakning.

Vi har nu kørt hele sæsonen med dette, og det er vores vurdering, at det har fungeret godt og uden de store problemer. Modsat har det givet meget stor lettelse i den ugentlige håndtering af resultatopgørelse, revision og resultatformidlingen og har frigjort de mange hjælpere, der hver aften stod for opgørelserne.

Den tekniske formidling, samt introduktionen for os brugere, har Lars som sædvanlig klaret flot. Der har ligget et meget stort arbejde forud. Tak til dig Lars! Flemming og jeg var på kursus i BridgeMate i Vojens afholdt af bridgeforbundet, før beslutningen om indkøb blev truffet. Inden sæsonstarten var 4 personer på kursus i brugen af Bridgemate, og efterfølgende har Lars holdt kursus for vore 16 BridgeMate turneringshjælpere, som klarer de problemer, der opstår på spilleaftener. En samlet vurdering er, at dette var en god beslutning. Der letter afviklingen af turneringerne at benytte den tekniske udvikling også på dette felt. Mange klubber anskaffer dette nu, så om kort tid vil dette blive brugt overalt i langt de fleste klubber.

I år har vi ikke haft undervisningstilbud til medlemmerne, men afholdt en halv spilleaften med et indlæg om bridgeetik, som dermed blev obligatorisk for alle medlemmer. Vi har nok godt af at få frisket dette op - eller for nogle - få kendskab hertil.

Vores juleafslutning blev i år afholdt med en halv spilleaften, og dermed var alle medlemmer indlagt til deltagelse. Vi håber det forløb til jeres tilfredshed. De 2 halve spilleaftener var nødvendige for at få turneringerne afviklet indenfor tidsrammen.

Begynderundervisningen har igen i år været lagt i Jørgen Sand-Nielsens kyndige hænder. 14 elever startede i september og sluttede først i december. 4 startede her i klubben, 4 startede i Vrå, og et par stykker startede vist i Vestbjerg. Desværre har Jørgen ønsket at stoppe undervisningen, hvorfor vi leder med lys og lygte efter én, der kan tage over. Dette er livsnerven for klubbens eksistens. Ingen nye elever - ingen nye medlemmer, der kan erstatte dem der holder op. Har I et godt tip - eller - det bedste var, hvis én ville melde sig. Der er færdigt materiale til brug til undervisningen, og jeg er sikker på at Gertrude evt. vil hjælpe i tilrettelæggelsen, hvis dette ønskes. Tak til Jørgen for din indsat i de 2 år.

For at øge interessen for bridge, har vi planer om at få fremstillet en informationsfolder sammen med Hjallerup Bridgeklub til at ligge forskellige steder og til udlevering. Er der ideer til andre tiltag, modtages de gerne. Der er mange kortspillere, der bare skal have en lille puf for at komme i gang med bridge. Se på os selv. Vi er alle blevet hængende, siden vi kom i gang - og det er fordi vi nyder dette spil. Se jer omkring i jeres omgangskreds. Tal med dem og så få dem tilmeldt et begynderkursus, der gerne skulle starte til september.

Siden generalforsamlingen i forrige sæson har klubbens spillere opnået følgende resultater:

I Top 16 turneringen blev førstepladsen delt mellem Gudrun Vittrup og Inge Olesen, mens Torben Jakobsen blev nr. 3.

14 hold deltog i klubbens holdturnering, og A-rækken blev vundet at Karin og Ove Høg sammen med Jørn Staugaard Olesen og Poul Erik Jensen. Det var 4. år i træk, at Karin og Ove Høg deltog på vinderholdet. B-rækken blev vundet af Aase Petersen, Gertrude Kristiansen, Anders Andersen og Aage Ansø. C-rækken: Henny Mann, Ingrid Frejlev, Hans Nielsen og Svend Rømer.

Ved danmarksmesterskaberne i Vingsted deltog følgende par med spillere fra klubben.
Åben par: Jens Abildgaard Jensen & Bjarne Weber Mikkelsen
Mixed par: Karin Høg & Ove Høg
Damepar: Karin Høg & Elly Berthelsen
"Bare" det at spille sig frem til deltagelse er en stor præstation, og modstanderne er dygtige, så for alle klubbens deltagere blev det til placeringer under middel.

Bridgefestivallen i Vingsted i uge 28 er dog ikke kun for elitespillere. Hele ugen afvikles der bridgeturneringer for alle, hvor målgruppen i stor udstrækning er almindelige klubspillere. Her fra klubben var der også repræsentanter, som deltog og klarede sig flot i disse turneringer og i det hele taget havde en rigtig stor og god oplevelse ved at deltage. Så herfra skal lyde en stor opfordring til at deltage i Bridgefestivallen den 5. til 13. juli. Tal evt. med Erna, Egon S, Henny J eller Frede for at høre om erfaringer med deltagelse.

Sommerbridge blev afholdt over 5 torsdage i august, hvor der i gennemsnit deltog 20 par. Vi afholder igen i år sommerbridge over 4 torsdage i august i Hallen, og det vil blive annonceret i bridgebladet i maj og juli.

Vi startede i år med 54 par - 108 spillere - en tilbagegang på 8 par, der har spillet i 5 rækker, men til 3. parturnering startede 2 par yderligere op, således slutter vi med 112 spillere. Vi har spillet 4 parturneringer i løbet af sæsonen. Sidste sæson blev klubmesterskabet afgjort med den hidtil mindste margen - i år var det tæt på at blive afgjort med den hidtil største margen. Vi må gratulere Karin og Ove Høg med et aldeles suverænt klubmesterskab.

I vinterferien afholdt vi klubmatch mod Hjallerup, hvor det efter en hyggelig aften med godt selskab blev til en klar sejr - til Hjallerup!

Nytårsstævnet i Hjallerup har vi altid mange spillere med til, og igen i år fik vi gode placeringer - 9 par fik præmier, heraf 3 rækkevindere: Stinne Thomsen & Gerda Henriksen, Aase Petersen & Tove Rasmussen samt Lisbeth Nysted & Jørgen Jensen.

Generelt deltager klubbens spillere al for lidt i de turneringer, der afholdes af klubberne og distriktet. Men i sæsonens løb er det dog blevet til en 1. plads til Karin & Ove Høg i C-rækken ved Pandrups guldpointturnering.

Distriktets parturneringsmesterskaber har savnet tilmeldinger. Således var ingen klubber i stand til at samle deltagere nok til at afholde kvalifikationspulje i damepar, så her måtte man afholde en finale med direkte tilmelding. Klubben var repræsenteret med 2 par, og med en 5. plads nåede Karin Høg & Elly Berthelsen blandt præmietagerne. Her i klubben har vi afholdt klubpuljer for veteranpar og mixed par. Vi har også konstateret nedgang i interessen. Det har kun været muligt at gennemføre turneringerne, fordi vi modtog tilmeldinger fra par fra andre klubber. 2 par fra klubben kvalificerede sig til distriktsfinalen for veteranpar, men ingen af dem kvalificerede sig til DM. I mixed par var der ligeledes 2 par klubben i finalen, hvor det blev til en MEGET flot 2. plads til Karin og Ove Høg, som hermed kvalificerede sig til DM.

Deltagerkredsen i holdturneringerne i distriktet er også svundet ind. Klubben har været repræsenteret på 3 hold i Hjallerups sommerhold og vinterhold, mens der har deltaget 1 spiller fra klubben i vinterhold i Jammerbugt og i Sæby. Bedste placeringer har været en flot 2. plads til holdet med Ebba Holst, Gertrude Kristiansen, Ole Foss og Henri Letswaart i Hjallerups sommerholdturnering, mens Jens Abildgaard Jensen sammen med 3 spillere fra Sæby har opnået 2. pladser i vinterholdturneringerne i Sæby og Pandrup/Brovst.

Jens Abildgaard Jensen, Torben Jakobsen, Jørgen Østergaard og Jørgen Østergaard har sammen deltaget i serie 1 holdturneringen og i pokalturneringen, hvor det ikke blev til sejre.

Igen i år har Esther og Knud Stenbakken leveret kaffe og brød hver aften. Vi har igen i år afleveret en buket blomster til Esther og 3 fl vin til Knud. Vi synes de har gjort det godt - og til en meget fornuftig pris.

Vinteren har været mild, men alligevel har der været aftener, hvor det har været for koldt i lokalet ude foran kantinen. Jeg har talt med pedellen. De har haft nedbrud på deres styringsanlæg, så vi kan håbe, det må blive bedre til næste år. Gymnasiet har skiftet inventar ud her i kantinen. Dette er ikke optimalt for os, men vi har intet alternativ, så vi må tage med, at der skal flyttes en del borde, hænges lamper og m.v., før og efter at vi har spillet.

Vi har i år fået hjælp af Ole Rømer og Hans Nielsen til at hjælpe Egon med opstilling og oprydningen. I par gamle drenge, det klarer I virkelig godt. Ingen sygedage, ingen afbud. Det er ikke som ungdommen af i dag. Tak skal I have. Det har ligeledes været en dejlig oplevelse i år, at når jeg er kommet ud efter turneringen, da er bordene med kaffe ryddet og stillet på plads. Tak skal I have. Det er skønt med en hjælpende hånd. Vi er en lukket kreds, der gerne skulle have det til at fungerer til alle tilfredshed - eller næsten! Til de øvrige hjælpere, der er behjælpelig med klargøring og oprydning skal også lyde en tak.

Den sædvanlige tak skal også lyde til dig Lars. Hvad skulle vi gøre uden dig. Alle ved, at det er dig der klarer alt omkring planlægning af turneringerne, afviklingen, opfølgningen og hjemmesiden. I år tillige alt omkring BridgeMate. Tusind tak! Det er svært at trække nogen frem for andre, men nogen der yder en ekstra indsats her er igen Erna og Egon Sørensen. Alt er klappet og klar, når vi møder. Materialeindkøb, vand og øl og vin. Alt dette klarer Egon bare! Desværre har Egon ønsket at stoppe i bestyrelsen, men stillet os udsigt, at han forsat vil stå for vores indkøb og være depotmand. Det vil lette os en del. Vi vil savne dig til at klare dette, men mange tak for din store indsat i de 6 år. Til de øvrige bestyrelsesmedlemmer, skal også lyde en tak for en god og aktiv indsats og et godt samarbejde. Til medlemmerne - tak for jeres opbakning.

Økonomien vil Kirsten tage sig af. Der er et mindre underskud, men dette var budgetteret.

Herefter vil jeg overlade beretningen til debat.