Beretning 2002/2003Senest rettet 29.03.2002
Sæsonen, der er ved at være slut er klubben nr. 50 - jubilæumsåret.
Dette har præget arbejdet i bestyrelsen, der tidligt gik i gang med nedsættelse af 2 udvalg:
- til jubilæumsfesten, den 1.november
- til jubilæumsturneringen om guldpoint, den 17.november
Det var til stor glæde for udvalg og bestyrelse, at 102 medlemmer tilmeldte sig til jubilæumsfesten, hvor
aftenen var tilrettelagt med god mad, underholdning og musik. Vi har fået mange tilbagemeldinger om en god
aften, selv uden bridge.
Jubilæumsturneringen - klubbens første guldpoint turnering.
Der var plads til 96 deltagere, og i god tid måtte der meldes udsolgt. 18 par fra Brønderslev deltog, og resten
var fordelt med deltagere fra hele landet.
Også denne dag forløb godt med en god turnering uden problemer og god stemning. Til de mange præmier
denne dag, kan vi takke klubbens sponsorer.
A-rækken blev vundet af Inger Jægersdorf og Anne Pflug. Klubbens medlemmer klarede sig flot i
kvalifikationsrunden og var repræsenteret i hele 6 ud af A-rækkens 12 par. Vinder af B-rækken blev Niels
Østergård og Lars Spejlborg og nr. 3 Nikolaj Bjørn Hansen og Johnny Jensen. Nr. 3 i D-rækken var Aase
Petersen og Gertrude Kristiansen.
Efter sidste års generalforsamling er der afholdt TOP 16 og vinderen her blev Niels Østergård.
Sæsonen sluttede med en holdturnering og vinderne her blev Johnny Jensen, Nikolaj Bjørn Hansen, Jette og
Lars Vejlstrup.
Sommerbridge fortsatte også i sommeren på Hedelund, men der var aftner vi gerne havde set flere deltagere.
Vi havde især de første gange ikke de nødvendige lokaler til rådighed, hvilket blev rettet senere.
Den kommende sommerturnering er igen flyttet til Brønderslevhallen, hvor vi er lovet gode lokaleforhold. Vi
håber, at medlemmerne vil benytte sig af disse spilleaftner, så vi får bedre tilslutning, hvilket er nødvendig
for at kunne fortsætte i de kommende år. Vi starter torsdag, den 12. juni og slutter 21. august. Der bliver en
pause før og efter sommerturneringen.
Den nye efterårssæson startede med 132 spillere. Efter jul kom der yderligere 4 til.
Der er afviklet 3 parturneringer. Vinderne af parturneringen blev igen i år Karin og Ove Høg - til lykke med
det! Vi har også bemærket, at nybegynderne Hans Chr. Nielsen og Svend Rømer i sæsonens løb har spillet sig
til 2 oprykninger og nu er klar til C-rækken.
De sidste 3 spilleaftner er afviklet en enkeltmandsturnering. 7 rækker med 16 deltagere og 2 rækker med 12
deltagere. Vinderne, nr. 1-4 i 16 mandsrækkerne og 1-3 i 12 mandsrækkerne, vil få præmierne overrakt
senere i aften.
Gertrude har igen i år undervisning for begyndere, hvor der er 16 deltagere, og vi ser med glæde frem til
deres deltagelse i klubben.
2 nye tiltag i denne sæson.
Distrikt Nordjylland er opdelt i regioner for at fremme deltagelse i turneringer udenfor klubben. Vi er i region
3 sammen med Brovst, Pandrup og Vrå.
Desværre var der ikke deltagere nok tilmeldt, til at der kunne afholdes regionspulje i damepar, og heller ikke
semifinale blev afholdt. I finalen deltog Ingrid Severinsen og Mona Jensen samt Ebba Holst og Gertrude
Kristiansen. Ebba og Gertrude blev nr. 3 og går videre til Danmarksmesterskabet, der afholdes i Århus. Held
og lykke med det!
Klubbens deltagelse i mixed par og veteranpar var til gengæld fin, måske på baggrund af, at klubben i disse
uger ikke havde andre turneringer. Gymnasiet var lukket.
Mixed-par: Her kvalificerede Gudrun og Knud Vittrup, Aase Petersen og Johnny Jensen, Jens Abildgård
Jensen og Anni Kvist sig til finalen.
Veteranpar: Til semifinalen kvalificerede 4 par sig, og heraf er Poul Erik Jensen og Poul Erik Pedersen gået
videre til distriktsfinalen, der er afholdt.
Klubmatch mod Hjallerup.
Et nyt tiltag og ikke mindre end 30 par fra Brønderslev fordelt på alle rækker deltog. Det var flot! Af de 4
rækker blev vi vinder af de 3. Personligt var jeg desværre forhindret i at deltage, men det meddeles, at det var
en rigtig god aften. Det var en turnering, hvor alle kunne deltage på lige fod, og det giver forhåbentlig mod
på at deltage i flere turneringer fremover. Dette er spændende, udfordrende og udviklende.
Vi afslutter denne sæson med holdturnering.
Vi har i sæsonen spillet parturnering, enkeltmandsturnering og nu holdturnering. Vi afprøver de enkelte
turneringsformer, og nogen kan bedre lide datteren end moderen, men tag dette som end udfordring.
Også nytårsturneringen i Hjallerup havde også i år stor deltagelse fra klubben.
Stigninger er ofte målet!
I klubben er det gennemsnitsalderen, der er stigende, og det ville være glædelig for sporten, at der kommer
nye til. Vi har i klubben ingen ungdomsspillere. Alle medlemmerne må gerne være med til at gøre de unge
interesseret i vores sport.
Klubben har 136 aktive medlemmer, der hver torsdag spiller. Hertil kommer andre turneringer, som klubben
afholder for region eller distriktet.
For at alt dette skal kunne afvikles på fornuftig vis, kræver det et stort antal medlemmers deltagelse i
forberedelse med kort, bokse med videre, at føre regnskab og efterfølgende kontrol, samt turneringslederne,
hvis der opstår problemer under spillet.
Jeg vil ikke nævne de enkelte, for der er mange, der yder en stor indsats - uden dette kunne det ikke fungere.
Tak til jer alle!
En enkelt vil jeg dog nævne - Lars Spejlborg - klubbens turneringsleder. Hver torsdag skal tingene være
forberedt, herunder selve turneringsformerne. Og planlægningen. Hertil internet siden. Vores side er rigtig
god med informationer, resultater, deltagere og meget mere. Søndag kan vi ofte se resultaterne fra torsdag
aften. Siden er også flot besøgt. Tak for din indsats.
Det har været en positiv oplevelse med de bestyrelses kollegaer og den opbakning til løsning af alle
opgaverne. Alle har taget fra. Tak skal I alle have for et godt samarbejde!
Jeg ved at der har været mange opgaver og ikke mindst med jubilæumsarrangementer, men i bærer med smil
jeres byrde.
Tak til medlemmerne for opbakning til os.